A Bm Sorte Halifax-maskiner hopped’ over klitterne ved Søndervig E A som paukeslag fra BBC, som trækfugle der jog forbi Bm lavt ind over Jylland med kursen sønden om Hobro E A snart stod faldskærme som hvide blomster mod den natblå ro E D A i køkkenet på kroen gik alt sin vante gang E D A Gudrun bagte æggekage mens hun stod og sang F#m E men fra den 12. marts i ’43 var der ikke mere ro A på Hvidsten Kro A Bm For da kom dr. Thorup og en fremmed ind i kroens skænkestue E A og sagde: ”Marius Fiil, hvis du vil er du ham vi skal bruge Bm der er containere med våben på markerne ved Allestrupgård E A de skal bringes ind til Randers før tyskerne fornemmer hvad der foregår” E D A ”Jeg skal lige spørge Gudrun” var hvad Marius fik sagt E D A så var Hvidstengruppen dannet og London fik kontakt F#m E det gik godt et år og så tog sorgen varig bo A på Hvidsten Kro A Bm Snart så var de fjorten og i familien Fiil tog alle fat E A og var der hilsen til Elias over BBC så var der bid i nat Bm i 1943 var danskerne begyndt at vågne op E A sabotører sku’ bevæbnes, og det var Hvidstengruppens job E D A de lyste op mod himlen, tre hvide og en rød E D A en enkelt uopmærksomhed ku’ vær’ den visse død F#m E og efter nattens arbejde var der en mellemmad eller to A på Hvidsten Kro A Bm Store sorte fugle over Jylland, sønden om Hobro E A faldskærme på himlen hvide blomster mod den natblå ro Bm der lå tyskere i Randers, der lå tyskere ved Mariager Fjord E A de vidste der var noget galt men tørvegrave sletter alle spor E D A de nåede ud til kroen når flyene var væk E D A på loftet lå en faldskærmsmand og rystede af skræk F#m E han knugede sin giftampul og klyngede sig til en spinkel tro A på Hvidsten Kro A Bm Faldskærmsmanden var frivillig, han var lydløs, han var rå E A han kunne sprænge broer så die Wehrmacht’s togtransporter gik i stå Bm men han blev taget af Gestapo hos en kvinde som han faldt for og fik lov E A men giftampullen fik han ikke for de tog ham mens han sov E D A SS’ sorte bødler satte tommelskruer på E D A og Marius var røbet før testiklerne blev blå F#m E ja klokken den var slået før bornholmeren den slog to A på Hvidsten Kro A Bm En morgen midt i marts blev kroen forvandlet til et håb E A der var støvletramp i gården, motorstøj og tysk kommandoråb Bm Gudrun stod i køkkenet, det bankede på den lave dør E A ”Heil Hitler! Hände hoch!” og Gudrun hvisked’ ”Åh Gud nej nu er det lige før” E D A men Marius han gryntede den gamle fatalist: E D A ”Det går jo nok og Gudrun, lad nu vær’ at vær’ så trist” F#m E men hun gøs for der var en hæslig lyd af en stikker der lo A over Hvidsten Kro A Bm Så førtes alle fjorten ind til Århus, og så til Horserød E A Niels Fiil sagde til sin far: ”Jeg tror det bliver vores død” Bm Hvidstengruppen sad som gidsler i en gammel rød barak E A for nazisterne sku’ ha’ nogen at skyde for at holde folk i skak E D A på Dagmarhus i København der blev krigsretten sat E D A og otte af dem dømtes til at dø den næste nat F#m E men man hørte ingen gråd, nej de tog det med en iskold ro A dem fra Hvidsten Kro A Bm Da Marius forlod sin celle favned’ han en tysk soldat E A og tilgav ham og sagde: ”Du skal vide at Bm det er ikke jer almindelige tyskere som vi har kæmpet mod E A nej, det er det onde der har magten over jer og os” og tyskeren forstod E D A i Ryvangen til sidst, hvor de tavse pæle står E D A de otte af dem sang: ”Altid frejdig når du går” F#m E solen steg, ordren lød, så faldt de to og to A dem fra Hvidsten Kro A Bm I sommeren ’45 kom de atter hjem og fik den sidste ro E A i en fællesgrav ved landevejen 100 meter nord for kroen Bm og kører du forbi en dag så tøv en kende før du videre ta’r E A for det er ikke længe siden, og de gav det dyrebareste vi har E D A dengang jeg var lille var jeg der med min far E D A da stod Gudrun stadigvæk og gjorde æggekagen klar F#m E så’n en vinteraften i den dybe stille natblå ro A på Hvidsten Kro
